Gå til hovedindhold
Lindab Logo
Choose languge
Log ind

Flere fagligheder i spil skaber overraskende facade

PressemeddelelseSEP 28, 2020 10:34 CET
Klinkbelægning i stål anvendes normalt i mindre stykker under vinduer, men på Silkeborg Varmecentral er det anvendt på hele facaden som et bærende element.

Det lå ikke lige for, at løsningen skulle være en klinkbygget facade i stål, da Jan Emmertsen og Årstiderne Arkitekter fik til opgave at renovere den noget slidte Silkeborg Varmecentral. Efter at have nærstuderet bygningen fandt Jan Emmertsen imidlertid den detalje, som skulle være den bærende idé gennem renoveringen. 

”For at skabe en helhed forsøger jeg at tage udgangspunkt i det eksisterende og prøver at fremhæve bygningens kvaliteter. Det kræver nogle gange et særligt blik at finde de detaljer, der er værd at bevare, men her indbød nogle markante glaspartier til at lege videre med forskudte lodrette linjer på facaden,” forklarer Jan Emmertsen.

Da materialevalget lidt utraditionelt faldt på klinkbygget stål, kontaktede Jan Emmertsen tidligt i processen Lindab, for at de i tæt samarbejde kunne videreudvikle idéen og finde en holdbar løsning.

Klink i stor skala
Den største udfordring var dimensionerne, for klinkbelægning i stål benytter man normalt i mindre stykker under eksempelvis vinduer og ikke på så store flader, som facaden krævede.

”Det er super spændende at blive udfordret af arkitekter, der kan se helt andre muligheder med materialerne. En ting er, at vi aldrig har lavet klink i så stor skala før, en anden ting er de mange inddækninger, der også tvang os til at tænke utraditionelt,” siger udviklingsingeniør Lene Agger fra Lindab, der også er imponeret over arkitekternes mod til at turde blande profiler, forskellige glanstyper og overflader.

Succes med samarbejdet
Udover klinkbelægning i stål leverede Lindab plan plade, sandwichpaneler, 30 forskellige typer profiler og rigtig mange inddækninger. Her oplever Årstiderne Arkitekter klare fordele ved at have en samarbejdspartner, der kan sikre en samlet leverance.

”For os er det en stor fordel med én systemleverandør, og når vi ovenikøbet kan udvikle sammen fra processens start, er det meget nemmere for os at gå fra vilde idéer på papiret til succes i virkeligheden,” siger Jan Emmertsen.