Gå til hovedindhold
Lindab Logo
Choose languge
Log ind

Færre omkostninger sikrer 2023-resultat – Lindab jagter vækst i 2024

PressemeddelelseJUN 13, 2024 14:49 CET
Heino Juhl, direktør hos Lindab, kan se tilbage på et 2023 med et mindre fald på toplinjen, men med færre omkostninger, som er med til at løfte driftsmarginen.

Lindabs regnskab for 2023 viser et mindre fald på toplinjen, men færre omkostninger er med til at løfte driftsmarginen, så bundlinjen lander tæt på 2022-resultatet. Fokus i 2024 er ifølge direktør Heino Juhl på vækst og fortsat udvikling i at minimere klimaaftrykket mest muligt.

Hvor 2022 var kendetegnet ved en kraftig inflation og et højere omkostningsniveau, blev 2023 året, hvor byggevareleverandøren Lindabs omkostninger faldt mere til ro. Kombineret med en nedgang i omsætningen på grund af mindre efterspørgsel fra kunderne er det samlet set med til at sikre et nettoresultat i 2023 tæt på niveauet for 2022.

Administrerende direktør, Heino Juhl, uddyber 2023-regnskabet, der netop er blevet offentliggjort:

– 2023 var ligesom 2022 et udfordrende år for byggebranchen og også delvist for Lindab, men alligevel er der grund til at være tilfreds med det resultat, som alle medarbejdere har arbejdet hårdt for at nå. Ovenpå et 2022, hvor omsætningen steg mærkbart samtidig med højere omkostninger, er fortællingen anderledes i 2023.

– Vi landede en omsætning på cirka 950 millioner kroner mod godt en milliard kroner i 2022. Til at afbøde nedgangen i omsætningen er vi lykkedes med at skære i vores omkostninger, og det har været med til at løfte vores driftsmargin, så vi samlet lander en bundlinje tæt på 2022-niveau. Det dækker blandt andet over stigende transportomkostninger, mens marginen også er negativt påvirket af højere lønudgifter. Det er i øvrigt temaer, der også gælder for forretningen i 2024, fortsætter han.

Nettoresultatet i 2023 for Lindab Danmark blev 46 millioner kroner, mens det i 2022 var lidt under 48 millioner kroner.

Indvielse i Jels

For at give forretningen et ekstra løft har Lindab Profil efter en festlig indvielse netop taget et nyt 4.000 kvadratmeter stort byggeri i Jels i brug. Her har virksomheden i første omgang taget 2.000 kvadratmeter lager i brug, mens de resterende 2.000 kvadratmeter skal danne ramme om en moderne og effektiv produktion.

Opkøb tilføjer kompetencer og kapacitet

Ifølge Heino Juhl er Lindab de seneste år lykkedes med at automatisere især produktionen af ventilationsløsninger, og det er også en af forklaringerne bag den forbedrede margin. Han forventer, der også kan høstes effektiviseringsgevinster i de kommende år, da det er afgørende for konkurrenceevnen.

Lindab har netop sat underskriften på en aftale om at overtage ventilationsvirksomheden Venti.

– Vi er stolte over, at vi har fundet et match og nu slår forretningen sammen med Venti. Det er ikke så nemt at finde fælles fodslag og værdier i et opkøb, og derfor er vi yderst henrykte og forventningsfulde over aftalen. Med Venti får vi ekstra kapacitet i et ventilationsmarked i fremdrift, men også kompetencer og nye perspektiver til forretningen, forklarer Heino Juhl.

Fremgang i sigte

Lindab har samlet set klaret sig fornuftigt i den nedgang, der har ramt dele af byggeriet de seneste par år. Det skyldes blandt andet, at en ret stor del af omsætningen kommer fra forretningsområder inden for byggeri til det offentlige og til erhverv.

– Vi har især haft god efterspørgsel på vores løsninger inden for ventilation, mens tag- og facadeplader samt porte til især eksportmarkederne har været udfordret. Vores kunder i Sverige og Tyskland mærker nedgang, som påvirker os. Til gengæld er der en gryende optimisme i byggeriet lige nu herhjemme, men også i Norge, forklarer Lindab-direktøren.

Lindab kommer efter Heino Juhls vurdering til at få et travlere andet halvår i 2024 end første halvår, og han er taknemlig for kundernes forståelse i de perioder, hvor der kan være lidt længere leveringstid end forventet.

Et område i positiv udvikling i ventilation er brandløsninger, der i højere grad bliver lovreguleret i disse år. Og generelt er der gang i flere renoveringsprojekter, fordi byggeriet har fokus på at minimere klimaaftrykket. Det betyder blandt andet, at eksisterende byggemasse opgraderes i stedet for at vælte og bygge nyt.

– I Lindab har vi ambitioner om at bidrage til den bæredygtige udvikling i byggeriet, hvor især vores EPD’er er særdeles stærke og konkurrencedygtige. Vi investerer løbende i nye, opgraderede maskiner, og det betyder, at vi producerer mere effektivt, med mindre materialeforbrug og færre reklamationer og samtidig også mere sikkert for vores medarbejdere, siger Heino Juhl.

De bedste medarbejdere – igen

Great Place to Work har gennem den årlige kulturmåling vurderet Lindab som en af Danmarks Bedste Arbejdspladser de seneste år – og også i 2024. Det glæder naturligvis Heino Juhl.

– Medarbejderne er fundamentet for hele forretningen, og jeg er utrolig stolt over medarbejdernes engagement og motivation i en udfordrende periode, som viser, at Lindab har de allerbedste medarbejdere. Vi står aktuelt over for at skulle skrue op for antallet af medarbejdere på grund af den højere efterspørgsel, og i den proces er skulderklappet fra Great Place to Work bestemt vigtigt, pointerer Lindab-direktøren.

Lindab A/S beskæftiger cirka 450 medarbejdere i Danmark, og virksomheden indgår som et datterselskab i Lindab International AB, der er noteret på den svenske børs i Stockholm.